Nyt domicil

Vi sprænger rammerne hvor vi er, og flytter i nye lokaler

Vi oplever stor fremgang. Nye kunder, nye projekter og travlhed med eksisterende kunder betyder, vi nu er vokset ud af vores nuværende produktionslokaler på Jyndbjergvej i Bjerringbro.

Derfor flytter vi til nye lokaler i den nedlagte Hadsund Syd Station på Mariagervej 3, 9560 Hadsund.

En flytning, der for os rummer næsten en fordobling af vores produktionsareal, så vi i fremtiden råder over 1.700 kvm. Hermed er vi gearet til vækst, og kan samtidig tilrettelægge en langt mere effektiv produktion i rigtige industrihaller. Hele vores personale er positive overfor flytningen, og alle fastansatte har valgt at flytte med.

Vi overtager ca. en tredjedel af hele Hadsund Syd Station og knap halvdelen af produktionshallerne.

Hadsund Syd Station ligger på sydsiden af Danmarks længste fjord, Mariager Fjord, og blev åbnet som jernbanestation i 1883. Med tiden aftog stationens betydning for togtrafikken. Såvel stationsbygningen som dele af remisen eksisterer dog stadig, og det er her, vores fremtidige lokaler ligger. Vi glæder os alle til at træde ind i et fællesskab med andre virksomheder og få gensidig inspiration fra især iværksættere.

Igennem de cirka ti år, vi har været i Bjerringbro, har vi altid udviklet og produceret vores møbler, brugskunst og andre trækomponenter med fokus på leveringssikkerhed, fleksibilitet og den helt rigtige løsning i tæt samarbejde med vores kunder. Det fortsætter vi med i de nye lokaler, hvor vi får masser af muligheder for at arbejde kreativt og konstruktivt med at udvikle produkter sammen med vores kunder.

Flytningen kommer til at foregå til sommerferien 2021, så den kan ske med mindst mulig påvirkning af vores leveringssikkerhed.

Vi glæder os til at vise jer vores nye omgivelser!

Kontakt

Jyndbjerg Møbelsnedkeri Mariagervej 3 9560 Hadsund CVR.: 3489 1028